Æbelø -Kukkere, post og eghjorte

Guidede ture og naturvejledning på Æbelø

Kukkere, post og eghjorte. Med våde tæer til Æbelø

Tag med en passioneret naturvejleder og levende fortæller, på en fantastisk vandretur gennem vandet.

Oplev den spændende øde skovø, se de hemmelige steder og hør de gode fortællinger om Æbeløs historie som strækker sig langt tilbage i tiden.

Trav ad vejen gennem strandengene og oplev vidderne, strandmalurt, fuglesang og sjældne planter. Hør beretninger om Svenske soldater, ralgravning, jagt, sjældne fugle fra Afrika, elefantsneglen og livet som engang udspillede sig på øen.

Oplev grønne frøer, ældgammel havbund, vandreblokke og se de kæmpestore krogede egetræer som engang var levested for Europas største bille Eghjorten.

Vi skal se de vilde æbletræer, som har stået på øen siden stenalderen og som har givet øen sit navn.

På Æbelø er det muligt at opleve både marsvin, sæl, mufloner, dådyr og havørn på een dag.

Få masser af frisk luft, motion og en overdådig naturoplevelse med en super god lokal guide og fortæller.

Booking af tur:

Desværre er jeg kommet til skade med min akillessene og kan derfor ikke tilbyde ture til øen her i 2024 da terrænnet vil være for hårdt. Jeg vender stærkt tilbage i 2025.

Mine andre ture i det Nordfynske landskab fortsætter jeg med.

Bedste hilsner fra Daniel

Værude.dk naturvejledning
Guidede ture til Æbelø med Naturvejleder

Praktisk:

Længde: 12- 14 km. Varighed: 7 – 9 timer

Mødested: P pladsen ved Jersore

Forudsætninger: For at komme til Æbelø skal man vade af ebbevejen ved lavvande, og gennem løst sand på nogle strækninger af Brådet. Det er derfor et krav at man er godt gående og i god kondition.

Medbring: Vadesko, tørre sko, praktisk tøj, drikkevand, madpakke, snack, toiletpapir/lille skovl, evt. solcreme og solhat, gerne kikkert.

Havørneunge på Æbelø

Mere læsning om Æbelø

Æbelø ligger som en grøn smaragd i det blå Kattegat, og er en af Nordfyns smukkeste naturperler

Øen er opkaldt efter de vilde æbletræer som har vokset i skoven siden stenalderen, og som stadig gør det den dag idag.

I løbet af 1600 tallet blev dele af øen ryddet for skov og opdyrket. Æbeløgård blev bygget og starten på et lille ø-samfund voksede frem herefter. I 1845 boede der omkring 30 personer på øen.

Idag fremstår Æbelø som en skov-ø hovedsageligt med gamle bøge, mastodontiske egetræer og et meget spændende insekt, plante og dyre/fugleliv. Der er registreret omkring 179 forskellige fuglearter, herunder den på disse kanter meget sjældne Pirol.

Aage W. Jensens naturfond erhvervede øen i 1995 og øen blev fredet i 1997.

Kystlinjen er rå og uberørt og får lov at udvikle sig efterhånden som havet gnaver og skrænterne glider ud i havet i såkaldte “terasseskred”.

Tips.

Tidevandet bestemmer hvornår man går til Æbelø. Der er dage på måneden, der er bedre end andre.

Ved højvande og kraftig nordvestlig vind kan det være livsfarligt at vade til og fra Æbelø. Ved at kigge på tidevandstabellen kan man finde en dag hvor høj og lavvande passer.

Som udgangspunkt kan du vade over 3 timer før og efter højvande. Find derfor en dag, hvor det er højvande ved middagstid – så vil det ca. passe med at man kan vade over ved 8-9 tiden og hjem igen sidst på eftermiddagen.

Husk også at ajourføre dig med vejret dmi.dk dagen før du skal afsted. Tordenvejr og kraftig vind kan være et “no go”.

Større grupper skal søge tilladelse fra AVJF ved besøg på Æbelø.

Guidede ture til Æbelø med Naturvejleder
Strandet kutter på Æbeløs vestside.

Galleri fra Æbelø