Gyldensteen strand med naturvejleder.

Gyldensteen strand med naturvejleder.

Landindvinding, fugleliv og kærlighed til natur.

Guidede ture og naturvejledning ved en af Danmarks største marine naturgenopretninger.

På meget få år, er Gyldensteen strand blevet et af de bedste steder på Fyn at opleve fugle. Blandt andet vadefugle, gæs og andefugle, traner, hejrer og havørnen med sit imponerende vingefang på hele 245 cm. Tag med ud og få alle de gode historier og hemmelige steder serveret med et glimt i øjet fra en af Nordfyns bedste naturvejledere.

Oplev det spændende fugleliv i Kystlagunen, Engsøen og Reservatet. Nyd den fantastiske panorama-udsigt fra toppen af den flot restaurerede Langø pumpemølle.

Se de gamle og nye diger, trav gennem Langø plantage og hør fortællinger om stedets historie, naturgenopretning, forskning, dyre, plante og fugleliv samt en enkelt røverhistorie eller to.

Det særlige ved disse ture, er alle fortællingerne man ikke normalt ville få, samt naturvejlederens egne ynglings steder.

Tag med på en god kvalitets-tur og få frisk luft, motion og en på opleveren – I lærer med garanti også noget I ikke vidste før.

Tur 1

“Diget”

En gennemgang.

Varighed: 30 -45 minutter. Længde: 200 m.

Har I ikke så meget tid, er denne “stationære” tur særdeles velegnet. Vi bliver på diget som skiller det indre af lagunen fra Engsøen.

Her kan i få et overblik over den store Engsø og Lagunen mens I hører om svundne tider, inddæmning, naturgenopretning og forskning. I får også fortællinger om fugle og dyreliv og meget andet.

Få frisk luft, oplev vidderne og bliv klogere på området med denne korte gennemgang.

Tur 2

“Pumpehuset”

Et kig til det indre af lagunen

Varighed: 1,5 time. Længde: 1600 m.

På denne lille travetur kommer vi både til at se og høre om den store Engsø, og vi får et glimrende nærkig til kystlagunen samt Lillebælt og Æbelø.

Her er fortællinger om fuglelivet, sæler, fortiden, hvordan man inddæmmer en fjord, hvordan man genskaber en fjord, forskning og erfaringer og meget andet. Der vil også være tid til at høre lidt om gården Eriksholm og runde af i udstillingen.

På denne tur får I både motion, frisk luft, hygge og velfortalte historier.

Tur 3

“Langø mølle”

Et godt overblik over området.

Varighed ca. 3 timer. Længde 4 km.

Med denne travetur i området, får I et virkeligt godt indtryk af hvad arealerne rummer og de dyr, planter og historier som gemmer sig her.

På turen får vi nogle rigtig gode kig ind over både Engsøen og Reservatet. I skal opleve Langø plantage, hejrekolonien, møllebækken og det fantastiske panorama-view fra toppen af Langø mølle.

Få fortællinger fra gamle dage, inddæmninger, naturgenoprettelse, forskning, havørne, grævlinger og meget andet på denne super hyggelige tur.

Booking for grupper

Der laves ture hele året.

Husk at booke i god tid da Naturfonden gerne vil varsles forinden besøg. VærUDE sørger for dette.

Guide ved Gyldensteen strand

Praktisk

Husk praktisk tøj og fodtøj, efter vejret eller årstiden.

Det anbefales at tage en kikkert med når man besøger Gyldensteen strand (eller kikkert, kaffe og kage)

Det er muligt at lave en længere tur på ca.7,3 km på Gyldensteen strand.

Udover ovenstående tilbud, tilbydes også mere målrettet naturvejledning til skoler, Gymnasie mm. fx Bioblitz, miljø, livet under overfladen, fugleture med videre -se under “Skoler og Institutioner”.

Galleri fra Gyldensteen strand

Inddæmningen af Gyldensteen strand. Inddæmningshistorie fra Nordfyn. Historisk fortælling og formidling

Læs mere om Gyldensteen strand

I 2014 skabte Aage W. Jensens naturfond en af Danmarks største marine naturgenopretninger lige øst for den lille købstad Bogense, på Nordfyn.

Efter 140 år som inddæmmet fjord, fik naturen lov til at vende tilbage.

I dag – knap syv år senere, er området blevet et af de bedste fugle-kigge-steder på Fyn.

Der er registreret omkring 190 forskellige fuglearter i området, og på visse tider af året kan opleves store flokke af bramgæs, grågæs og canadiske gæs som fouragerer på markerne i området.

Udover gæs er der mange spændende andefugle, vandhøns, lappedykkere, havterner, vadefugle og måger mv. Der er også set bla. silkehejre, skestorke, traner, sortterne og fiskeørn ved Gyldensteen strand, og dagligt ses havørnen svæve eller jage i området.

Gyldensteen strand rummer mange spændende fortællinger om blandt andet natur, naturgenopretning, fugle/ dyreliv, planter og inddæmningshistorie. Herudover er der også selve forskningen som foregår på stedet og som bringer nye ting frem i lyset.

Området er på 616 hektar. Heraf udgør Kystlagunen 214 hektar og Engsøen 144 hektar. Der er toilet/ vand, bænke, udstilling, gode grusstier, samt flere rigtigt gode udkigssteder rundt om på arealet, blandt andet et af Danmarks største fugletårne.

Uanset hvilken dag og hvilken årstid du besøger Gyldensteen strand, er du garanteret en oplevelse. Man ved aldrig hvad man kan kan være heldig at se.

Havørn bag Tærskeladen

Naturvejlederen og Gyldensteen strand

Daniel G. Sørensen har været med fra starten på Gyldensteen strand. Han har lavet et væld af ture og fremvisninger for bla. børnehaver, skoleklasser, spejdergrupper, gymnasieklasser, STU-elever, pensionister, turister, lærere, politikere, miljøstyrelsen, TV2, DR og mange andre.

Daniel er også den naturvejleder som har haft flest skoleklasser med ude i området, og han kender både stedet, udstyret og naturen særdeles godt.

Naturvejleder Daniel G. Sørensen