“Bushcraft” er et engelsk ord som dækker over forskellige metoder, færdigheder og teknikker til blandt andet at kunne opretholde livet og trives i i naturen.  Dette omhandler blandt andet viden om:

  • At tænde ild med simple midler
  • At spore dyr samt jagt/ fiskemetoder
  • Brug af forskellige planter og rødder (spiselige eller til andre formål).
  • Rensning af drikkevand
  • At kunne bygge et regntæt ly med materialer fra det område man færdes i.
  • Fremstilling af vigtige brugsting som fx simple kurve & æsker/ beholdere, primitive knive, save, reb, snøre og meget andet.

 

Udløsermekanisme – Med en stak dåser monteret, kan den blandt andet bruges til en “for sjov ” alarm rundt om ens lejr. Eminemt til at skræmme livet af ens kammerat som tror han skal til at snige sig ind på en 😀

 

Mennesket har levet af, og med naturen i årtusinder.  Færdigheder, teknikker, kundskab, tradition og viden, blev overleveret fra generation til generation, for at sikre artens overlevelse.

I den moderne verden har mennesket ikke længere brug for at vide, hvordan man udvælger, skærer, sammensætter, retter, plejer og kaster et spyd, eller hvordan man fletter en fiskeruse.   Ja de fleste mennesker med et komfur, vil ikke skænke en tanke på hvor vigtigt og overlevelsesmæssigt grundlæggende, det har været engang, at kunne tænde et bål  -Noget som stadig er hverdags-færdighed for naturfolk den dag i dag.

 

Chagasvamp -vaerude.dk
Chaga-svampen kan bruges til både kaffe og båloptænding – den er dog lidt svær at finde i Dk.

 

Alle vegne, alle steder 

Får du øjnene op for hvad bushcraft er og hvad det kan gøre for dig, kommer du til at kigge på naturen på en “helt ny?”  inspirerende måde.

Du får en bevidsthed som konstant går og kigger efter materialer som du kan bruge til noget, samt en ukuelig lyst til at lære mere og blive bedre til det du kan.

Efterhånden som du får bygget mere viden på og samtidigt danner dine egne erfaringer, vil du også lægge mærke til hvor let du begynder at tilpasse dig omgivelserne eller de situationer du havner i.

Noget andet virkeligt inspirerende er, at bushcraft kan bruges kloden rundt.  Alt efter klima, omgivelser og beliggenhed, vil den viden du har med dig, kunne bruges til at hjælpe dig med din selvopretholdelse og komfort.

Flækning af flint -vaerude.dk
Flækning af flint til knive, skrabere og barberknive

 

 

Det er meget individuelt hvordan der dyrkes bushcraft.   Alle har deres helt egen personlige stil, interesse og eget personlige færdigheds-niveau.

Ligesom med friluftsliv, er der utroligt mange forskellige interessefelter indenfor bushcraft og endnu flere forskellige grunde til, hvorfor mennesker kan lide at dyrke det.

“Overlevelsen” eller det at kunne overleve/ klare sig selv i naturen gør dig selvstændig og uafhængig. Mange “bushcraftere” har dette mål for øje.

Andre mål eller interessefelter er selve “håndværket”  eller kunsten at være ude. At kunne fremstille sine egne brugsting i naturen, der hvor man er, og “leve” eller trives i kortere eller længere perioder med et minimum af grej. Det simple lejrliv og færden i naturen og bare “være”.

“VærUDE” er faktisk opkaldt herefter 😀

 

Harpiks - vaerude.dk
Harpiks (ikke troldesnot) kan blandt andet bruges til fremstilling af fakler, optændingsblokke og lim.

 

 

Det er primitive sovesystemer og mere eller mindre avancerede bivuakker og ly man bygger og overnatter i, når man dyrker Bushcraft.  Tarps, presenninger og regnslag som ikke vejer for meget, er for det meste at finde i rygsækken.

 

Idag er det moderne at mixe nyt udstyr med gamle færdigheder.  Det at have en god viden med sig når man er på tur er uvuderligt, og det er ikke noget som vejer i rygsækken.

Det er her du finder ud af hvor basalt og fantastisk brugbart, bushcraft egentligt er.  Dit kendskab til forskellige metoder og færdigheder herunder fx genkendelse, indsamling og brug af materialer i naturen, vil komme dig til gode og vil kunne hjælpe dig ud af forskellige situationer fx kan:

  • En smeltet pitzltænder på en gasbrænder erstattes af gnisten fra flint eller pyrit.
  • En defekt lighter eller våde tændstikker bliver overgået af et ildbor.
  • Den bortkomne kniv erstattes af flækket flint.
  • Fladt batteri på pandelampen erstattes med en harpiksfakkel.
  • En manglende bardun erstattes af rødder, bark eller en vidje.

Jeg vil vove at påstå at du udvikler din kreativitet og din evne til at improvisere, for når det nye står af – tager det gamle over.

Jeg mener at det er relevant for alle mennesker at have “fingrende i jorden” bare engang imellem.

Underbevidst tror jeg at det giver en sund ydmyghed og en stærk selvtillid, når du VED hvad det kræver at skulle overnatte under åben himmel, tilberede mad, skaffe vand og ellers holde dig tør, mæt og varm.

Ved at være ude i naturen jævnligt og “leve” (eller bare være/ opholde sig der) vil du have et “link” tilbage til naturen.  Du vil have et formål med at tage derud og det vil igen blive vigtigt og relevant at vide hvordan et bål skal tændes…

Var vi flere mennesker som plejede dette “link”, er jeg sikker på der var flere som tog ansvar for omgivelser, naturen, miljøet og hinanden. Det håber jeg i hvert fald.

-Er du blevet nysgerrig på at lære noget mere om bushcraft, få tingene i hænderne og udvikle nogle gode grundfærdigheder, så kan du gå ind på bushcraft.dk og falde i snak med ligesindede i nærheden af dig 🙂

Pas på hinanden – vi ses derude

Bushcraft imporvisering vaerude.dk
Sidetaske/ kurv af birke-ris. Kompressionspose kommes ned i og krænges ud over.