Mad smager simpelthen bare MEGET bedre når det er tilberedt udenfor, og over ild 😀

Gennem årene har jeg lavet meget forskelligt mad udendørs, på mange forskellige måder. Fra naturligt stenalderkøkken, til opskrifter inspireret fra vikingetid og middelalder. Turmad til fjeldet eller vandreturen. Middag i jorden for personalegrupper, børnehaver, familien eller bare vennerne, Jeg har sågar lavet undervisningsforløb, kurser og inspirationsworkshops i friluftskøkkenet/ bålkøkkenet for blandt andet pædagoger, lærere og skoleelever.

Der findes et hav af udstyr og grej til madlavning på tur, eller over bål derhjemme- noget mere brugbart end andet. Det der virker er som regel det man beholder, og bruger gang på gang. Jeg vil skrive lidt om det jeg syntes virker…

Potterne i rygsækken

Jeg har (blandt meget andet grej) to ynglings gryder som skiftevis er med på tur, alt efter hvad jeg skal og hvor jeg skal hen. Disse er henholdsvis en (1L.) Zebrapot i stål, og en lidt mindre Primus Litech i hårdt anodiseret aluminium.

Det handler meget om at finde ind til ens behov når man fx skal på fjeldtur, vandretur eller andet. Min et`liters Zebrapot i stål er fantastisk at lave mad i og koge vand i -med en indsats kan jeg faktisk bage i den. Den bor i en stofpose, da den størstedelen af tiden er ret sodet udenpå. Indeni gryden er der plads til en lille ildpose, kaffebeholder, spork og drikkekop- samt enten en “bushbox”/ “woodstove”  eller evt. en gasbrænder/ lille gasdåse. 

Min Primus Litech er som sagt i aluminium, så den vejer virkelig ikke ret meget – hvilket er fedt. Låget kan bruges som en meget lille (men meget brugbar) stegepande. Jeg er lidt omhyggelig med at bruge den over bål, men det går. Jeg har plads til en lille dåse gas og gasbrænder, samt ildpose og kop indeni.

Begge potter finder jeg meget brugbare til soloture på fjeld, eller i Dansk natur.

Støbejern

Når vi snakker bålmad og primitiv madlavning, er støbejernsgryder og pander noget af det bedste at lave mad på. Varmen bliver mere ligeligt fordelt gennem støbejern, og med en rigtigt smurt gryde/pande brænder maden ikke på. Det er selvfølgelig ikke denne slags “køkkenudstyr” man vælger at tage med på vandreturen, da vægten er ret kollosal i forhold til andre materialer, men til mere stationært bålkøkken er disse et “must”.

Støbejernsgryder mv. kan du være heldig at finde til billige penge i din lokale genbrugsbutik eller på loppemarkedet. Giv dem en god tur med ståluld, vask dem herefter grundigt med varmt vand  og giv dem så en ORDENTLIG omgang madolie (også over bålet) -lad dem koge i olie, så er de klar til brug.

Støbejern skal faktisk ikke vaskes med sæbe, men bare skrubbes i varmt vand og gives et lag madolie efter endt brug.

Det behøver ikke at være så dyrt at skrabe sig et “friluftskøkken” sammen 😉

Frikadeller lavet på tur med: Æg, rasp, mælkebøtte, vejbred, ramsløg, nælde, salt og peber.
Lidt sværere gryder at finde på “lopper”. Dette er rigtig gode bålgryder, lige til at hænge på krogen over gløderne. Trefods-gryden til højre er købt på Ribe vikingecenter.

Vikingepanden

Vikingepanden er værd at slå et slag for. Jeg syntes at den er et simpelt, og hamrende godt og funktionelt stykke værktøj, når vi snakker bål, mad og mennesker. På grund af den store flade panden har, kan du med kun een pande, lave pandekager til en hel børnehave på under en halv time. Hjemme bruger vi ofte panden til fx fiskefrikadeller – det er fedt! (150 deller til fryseren på ingen tid og ingen stegelugt i huset)

Panden er super god at svitse, stege og lave ex. fladbrød på. Det tager lige lidt tid at lære hvor meget brænde der skal under (meget mindre end du aner), og hvor højt panden skal op over, men så kører det også.

Vikingepanden er nem at betjene og man kan sagtens være flere kokke rundt om den

Emaljegryder

En god emaljegryde til bålbrug på 10, 16 eller 30 liter er også en dejlig ting at have, da du kan lave store potioner til mange mennesker eller til egen fryser. Igen skal du lige lære grydehøjde og fyringsmængden under gryden at kende, men så passer fx suppen også helt sig selv, mens der snittes i pinde, leges eller fortælles røverhistorier.

Flere emner under denne kategori, er under udarbejdelse 😉 Håber det kan inspirere…

Bedste hilser fra Daniel